Hun havde fundet et hjem, Yaxhiri. Sammen med sin mand og sin veninde slog hun sig ned på Alle Sjæles Ø. Hun fik endda et barn.
Men grådigheden lurer, og på øen findes en forræder. Det onde slår til – og Yaxhiri mister sin lykke.
Med en stor vrede i sit hjerte rejser hun ud for at hævne.
Men i Snemarkerne lærer hun en hemmelighed at kende.
For Yaxhiri bøgerne handler ikke om små individuelle neuroser, de handler om en central kvindelig problematik – og om de store, grundlæggende, almenmenneskelige følelser… Men deraf følger også, at sproget i disse ”fantastiske fortællinger” tager sig den frihed at blive ikke bare poetisk, men højstemt, storladent, emotionelt ladet til bristepunktet. Melodramatisk har nogle kritikere sagt, mens andre har kaldt hende et naturtalent som fortæller. Og fortæller, det er netop, hvad hun ønsker at være, hendes sprog er skrevet mundtligt i en tone, som har det til fælles med Astrid Lindgren og Selma Lagerlöf, hendes søstre i ånden, at bøgerne netop kan appellere til kvinder uanset alder. Selma Lagerlöf, hvis bøger jeg hulkede over som stor skolepige, og Astrid Lindgrens børnebøger, som giver så mange af os voksne en klump i halsen. Fordi bøger, der er skrevet fra hjertet, kan gå til hjertet, og hvis de så derudover også går til bevidstheden, så er der slået en bro. Så kan Yanhiri tale som ung til andre unge og som moden kvinde til den modne kvinde. Og vi har alle begge dele i os.
Maria Marcus, Weekendavisen